BilligAkasseGuide er en annonceside - Sådan tjener vi penge
  1. Hjem
  2. Blog
  3. Lønforhandling - 10 gode råd til forhandling om løn

Lønforhandling - 10 gode råd til forhandling om løn

Af Morten Jørgensen opdateret d. 25-01-2022

Lønforhandling er en disciplin, som vi danskere hverken mestrer eller i det hele taget bryder os om, da det kan være grænseoverskridende at skulle forhandle løn.

Det er ikke desto mindre en situation, som du er nødt til at sætte dig selv i, hvis du drømmer om en højere løn og rent faktisk mener, at du har gjort dig fortjent til en lønforhøjelse.

Det gælder om at have argumenterne i orden, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at forhandle sig frem til en højere løn. Der er nemlig ingen garanti for, at forhandlingen vil ende ud i, at din arbejdsgiver accepterer dit lønkrav. I realiteten kan du kan skabe en unødig konflikt, hvis du går ind til en lønforhandling uden at være ordentligt forberedt.

Denne guide er dedikeret til dig, som gerne vil være klædt godt på til din kommende lønforhandling. De 10 gode råd berører både processen før, under og efter forhandlingen.

1. Dan dig et indtryk af virksomhedens økonomi

Din viden om virksomhedens økonomi kan komme dig til gode, når du skal forhandle løn. Arbejder du i en fremadstormende virksomhed, som har økonomien i orden, så kan du bedre tillade dig at kræve en lønstigning, end hvis du arbejdede i en kriseramt og konkurstruet virksomhed.

Har du kendskab til virksomhedens økonomiske situation, så kan du nemmere tage stilling til, om det er et godt tidspunkt at fremføre et lønstigningskrav på, eller om du bør vente. Det kan give bagslag at bede om en lønstigning i krisetider, hvorfor du så vidt muligt bør undgå det.

2. Sæt dig ind i gennemsnitslønnen for din faggruppe

Normalt får man ikke meget ud af at sammenligne sig selv med andre, men det er ganske tilladt og sågar strategisk klogt at gøre, når det kommer til løn. Dette råd går på at undersøge, hvor du befinder dig lønmæssigt i forhold til den faggruppe, som du tilhører. I dag er det nemt at sammenligne løn mellem forskellige jobstillinger og brancher takket være de mange tilgængelige lønstatistikker.

Brug aldrig en lønstatistik som en facitliste, men nærmere som en rettesnor. Der kan være logiske grunde til, at din løn ligger under gennemsnitslønnen i din branche.

3. Vær bevidst om din målsætning

Det er aldrig en god idé at gå ind til en forhandling uden at have gjort sig tanker om, hvad man ønsker at opnå. Hvad forventer du helt konkret at få ud af forhandlingen? Det er i den anledning fornuftigt at danne sig et overblik over, hvilke vilkår man er ansat under nu, og hvordan man ønsker at forbedre disse vilkår.

Er din eneste målsætning at få en højere løn, eller ønsker du også at ændre på andre vilkår? Vær endvidere bevidst om, hvorvidt du vil forhandle din timeløn eller månedsløn afhængig af dine overenskomstforhold.

Stil dette spørgsmål til dig selv: Hvad skal min løn være?

4. Oplist dine præstationer og succeser

At forhandle sig til en bedre løn og generelt bedre arbejdsvilkår er lettere kompliceret, hvis man ikke har udmærket sig på den ene eller anden måde i det forgangne år. Du kommer ikke langt ved at fortælle din arbejdsgiver, hvor dygtig og pålidelig en medarbejder du er, hvis du ikke har nogle konkrete argumenter, som kan underbygge dine påstande.

Fortæl med fordel om dine præstationer og succeser, så din arbejdsgiver bliver bekræftet i, at du er en betydningsfuld medarbejder, som fortjener gode løn- og arbejdsforhold.

Stil dette spørgsmål til dig selv: Hvorfor skal jeg have mere i løn?

5. Brug den rigtige forhandlingsteknik

Der findes ikke én forhandlingsteknik, som fungerer for alle, da forhandlere agerer på forskellige måder. Du kan som lønmodtager drage fordel af at have et indgående kendskab til den person, som du sidder overfor.

Forhandleren vil typisk være din chef, som du kender godt, men ikke nødvendigvis ved, hvordan reagerer i en forhandlingssituation. Hvordan du skal indlede samtalen, hvilke argumenter du skal bruge, og hvor strenge krav du kan tillade dig at stille afhænger alt sammen af, hvilken type forhandler du sidder overfor.

6. Forhandl på andre parametre end lønnen

Lønforhandling går, som navnet antyder, typisk ud på at forhandle løn. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at lønnen ikke er det eneste, der er værd at forhandle om. I tilfælde af at din arbejdsgiver afslår muligheden for en lønstigning, kan du bringe nogle af nedenstående variabler i spil:

  • Mobil
  • Bil
  • Ferie
  • Uddannelse
  • Sundhedsforsikring
  • Pension
  • Frokostordning

Beskæftigelsesministeriet kan gøre dig klogere på, hvad du kan gøre for at skabe et bedre arbejdsliv.

7. Spil spillet og hold fast i dine krav og argumenter

I enhver forhandlingssituation er det vigtigt, at man er koncentreret og ikke mister fokus undervejs. Du skal i øvrigt ikke lade dig stresse eller påvirke af, at din arbejdsgiver kan syne sur eller stresset, da det er en naturlig del af spillet.

Fremfører du dit lønkrav og alle dine argumenter, så må du forvente, at der kommer en modreaktion fra din arbejdsgivers side. Arbejdsgiveren giver sig næppe i første omgang, hvorfor du skal forberede dig på, at du skal fremføre dine argumenter op til flere gange.

At spille spillet går ud på, at man skal bevare fatningen og i øvrigt være god til at afkode ens arbejdsgiver undervejs i forhandlingen. Jo bedre du er til at aflæse signaler og agere på baggrund af dem, desto større chance er der for, at du får noget godt ud af forhandlingen.

Indser du efter gentagne forsøg på at overbevise din arbejdsgiver, at han eller hun ikke har intentioner om at give sig, så overvej at nedjustere dine krav.

8. Undgå at fremføre trusler under forhandlingen

Det er de færreste mennesker, som har haft held med at true sig til bedre lønforhold, hvorfor du heller ikke bør bruge energi på denne tvivlsomme strategi. Truer du din arbejdsgiver med at sige op eller arbejde langsommere, så kan det meget vel resultere i en opsigelse. Skift konfliktskabende trusler ud med saglige argumenter, hvis du vil undgå at blive fyret.

Er du allerede blevet tilbudt et bedre betalt job, så kan du overveje at nævne det undervejs i forhandlingen. Hvis din arbejdsgiver anser dig som en uundværlig medarbejder, så er det ikke usandsynligt, at han vil tilbyde dig en bedre løn, hvis alternativet er, at du skifter job.

9. Tag din a-kasse med på råd

Den første lønforhandling er altid den mest nervepirrende, fordi man almindeligvis ikke har nogen fornemmelse af, hvad man kan forvente. Er du meget nervøs, og føler du dig ikke helt tryg ved, at du snart skal sidde i en intens forhandlingssituation, så bør du tage din a-kasse med på råd. Mange a-kasser udbetaler nemlig ikke kun dagpenge til ledige, men tilbyder også rådgivning og sparring vedr. jobsøgning og lønforhandling.

Din personlige rådgiver kan naturligvis ikke sidde med til selve forhandlingen, men kan til gengæld bidrage med gode råd forud for forhandlingen. Det er i den forbindelse, at du kan få besvaret dine ubesvarede spørgsmål, hvis du har nogen.

En faglig rådgiver kan typisk svare på disse og mange andre spørgsmål:

  • Hvor ofte skal jeg gå til lønforhandling?
  • Har man krav på lønforhandling?
  • Hvor høj en lønforhøjelse kan jeg tillade mig at bede om?

10. Afslut forhandlingen på professionel vis

Uanset om du er tilfreds med udfaldet eller ej, så er det alfa omega, at du afslutter forhandlingen på professionel vis. Det hjælper aldrig noget at råbe og skrige, fordi man ikke fik det, man havde ønsket sig. Det er dog okay at udtrykke sin utilfredshed, så længe man opfører sig anstændigt og ikke gør noget, som man vil fortryde.

Begynd allerede nu at se frem til din næste lønforhandling, så du kan forberede dig godt. Du kan forhandle løn og vilkår igen om et halvt eller helt år, så det er for tidligt at give op.

Er du medlem af et fagforbund, så kan du glæde dig over, at der løbende bliver forhandlet løn og vilkår på dine vegne. Ethvert fagforbund har nemlig til formål at arbejde for de bedst mulige forhold for sine medlemmer.